Planet, himmellegeme af en vis størrelse, der kredser omkring en stjerne. For at regnes for en planet skal himmellegemet være så stort, at tyngdekraften bestemmer dets overordnede form, dvs. at det er omtrent kugleformet; ofte sættes grænsen ved en radius på ca. 1000 km. På den anden side må himmellegemet ikke være så stort, at der foregår eller har foregået kernefusion i dets indre.
Få mere viden om planeterne Her
Hvis du nogensinde har været oppe at flyve,
ved du, hvilket fantastisk overblik det giver,
at være højt over Jordens overflade.
Kredsløb omkring Jorden er den ultimative udsigtsplatform,
og en stor del af de satellitter, der kredser om vores planet,
da også bygget til at holde øje med jordoverfladen.
Få mere viden om observation Her
Solen er centrum i solsystemet. Omkring Solen kredser de ni planeter, asteroiderne, Kuiper-bælte-objekterne og kometerne. De fire inderste planeter er i rækkefølge Merkur, Venus, Jorden og Mars. De kaldes også de "terrestriske" planeter, dvs. "jord-lignende", da de alle er opbygget af sten- og klippemateriale. De er relativt små, og Merkur og Venus har ingen måner.
Mars har to meget små måner, Phobos og Deimos, som formodentlig er indfangne asteroider. Jorden har en meget stor måne, Månen, og det lader til at være usædvanligt for en relativt lille planet som Jorden at have så stor en måne.
Udenfor Mars' bane kredser asteroiderne i det, der kaldes asteroidebæltet. Den største asteroide er Pallas, mens dværgplaneten Ceres er det største objekt i asteroidebæltet. Den er dog meget lille i forhold til de andre planeter.
Udenfor asteroidebæltet kredser så gasplaneterne, i rækkefølge fra Solen: Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse planeter består for det meste af gas, og har således ingen fast overflade, men må formodes at have et hav af flydende gas, der dækker hele planeten. Masser af måner De store planeter er kendetegnet ved at have mange måner.
Jupiter har således pt. 61 kendte måner, de fleste af disse er dog meget små. De fire største udgør en separat "familie", som også kaldes "de galileiske måner", da de i sin tid blev opdaget af Galileo Galilei. De fire galileiske måner hedder, i rækkefølge fra Jupiter: Io, Europa, Ganymedes og Callisto.
Saturn er kendetegnet ved et meget flot ringsystem, og har pt. 33 kendte måner. Den største af disse er Titan, som har en atmosfære, der er 1½ gang tættere end Jordens ved overfladen.
Uranus har fem relativt store måner og 21 mindre.
Neptun har én stor måne, Triton, og 12 mindre.
Efter Neptun kommer Pluto, som siden 2006 har været klassificeret som en dværgplanet. De seneste år har man nemlig opdaget en lang række mindre objekter udenfor Plutos bane, som alle minder meget om Pluto. Disse objekter kaldes for Kuiper-bælte-objekter (udtales "køjper"), efter astronomen Gerard Kuiper, som først foreslog eksistensen af dette bælte. Store afstande fra Solen
Afstandene i solsystemet er så store, at det ikke giver meget mening at opgive afstande i kilometer, eller rettere millioner af kilometer. I stedet anvender man afstanden 1 astronomisk enhed, forkortet AU (eng. Astronomical Unit), som er lig med Jordens middelafstand fra Solen. Jupiter ligger således 5,2 AU fra Solen, og Pluto ca. 40. Kuiper-bæltet begynder således omkring 40-50 AU fra Solen. Omkring 50.000 AU fra Solen - ca. 0,8 lysår - findes Oort-skyen, som er et bælte af mindre isobjekter. Af og til falder én af disse ind mod Solen, og bliver således til en komet. Alle planeter (undtagen Jorden) og de fleste måner samt mange af asteroiderne er opkaldt efter væsner og guder i forskellige mytologier. Kometerne er oftest opkaldt efter dem, der opdagede dem.
Jordens måne er det næstklareste himmellegeme,
kun overgået af Solen. Månen er det himmellegeme,
der er nærmest Jorden, og Månen har været kendt så længe,
menneskeheden har eksisteret.
Månen kredser om Jorden i en middelafstand af
384.392 kilometer i en ellipse, hvis plan hælder cirka
5 grader med ekliptika.
Få mere viden om månerne Her